Hey all!
Jeg læser for tiden den her andagtsbog "Gud skal man ikke grine af" af Julia Cameron. Som en rimelig ihærdig læser støder jeg også til tider på noget ikke så interessant læsning. I forhold til denne andagtsbog må jeg indrømme, at jeg er noget splittet. Jeg havde egentligt valgt, at den bare skulle kyles ud til Madam Skrald (hvilket absolut ALDRIG tidligere er sket for mig med en bog). Alligevel var der noget der fik mig til at beholde. Af flere grunde har den provokeret mig. Der er holdninger, som jeg ikke er enig med hende i, men det mest irriterende er, at hun bare i frygtelig mange af andagterne er så pokkers negativ. Ind imellem popper der så noget dejligt hverdagsrelevant op.
I dag har jeg læst om undskyldninger. Det er, som hun skriver, skønnere at have det RART end at have RET. Mange gange i vores liv og hverdage står vi i situationer, som går lidt i hårdknude. Den ene negative kommentar, fremprovokerer en ny. Hvor mange gange er det ikke tilfældet, at med et undskyld, kunne man have løst situationen, og man kunne måske i stedet have smilet til hinanden.
Eks fra bogen:
"Undskyld" sagde jeg til sekretæren, hvis arrogance havde fået mig til at miste besindelsen, "det var ikke min mening at være så irritabel." Til min forbløffelse blødte det sekretærens hovne attitude op. "Jeg har lige slået op med min kæreste," betroede hun mig.
Anmærkningen forsvinder, når vi siger undskyld, og til gengæld forsvinder tit endnu en anmærkning... Det er da værd at tage med sig ud i livet. Hvor mange konflikter kan undgåes med et undskyld?
No comments:
Post a Comment