Sønderbro 2

Halløj, så er metodistkirken blevet ejer af lokaler igen i Aalborg. Jeg er super spændt på, hvad vi kan få ud af vores "kirke" lokaler. Det bliver fedt at se, hvor Gud leder os hen. Lige nu er det som om, at vi har alle døre åbne. Der er utallige muligheder... I weekenden er der arbejdsweekend, så der kommer nok nogle flere ideer på bordet mens vi går og maler.
Jeg glæder mig til at bruge mere tid sammen med alle jer skønne metodister.
Vi ses :)

Hovsa som tiden jo går!

Hmmm.... hold da op hvor er det længe siden.... Jeg havde faktisk lige tænkt på, om jeg ikke bare skulle slette min blog, da jeg bare ikke er fantastisk til at sætte mig frivilligt bag computeren og lave noget.... Men så så jeg, at jeg faktisk er blevet sporet af op til flere bloggere... Mest meto-bloggere. HERLIGT. Og så gav det mig alligevel lyst til at holde ved med denne lille dagbogsblog, selvom der er langt imellem indlæggene.

Det er blevet fredag, og endelig weekend... eller det vil sige, altså jo, det er blevet weekend, men har holdt nogle fridage i ugen, der er gået, da jeg på papiret er arbejdssøgende. Det er jeg såmænd også, men har en del timer på mit gamle job i børnehaven. Jeg håber snart der kommer noget fast, så det kan blive slut med alt den fritid.... :)

Jeg får nu ellers nydt det med gode bøger og noget kreativt et eller andet. Hyggeligt nok, men uvisheden er nok den der nager mest.

Skal dog arbejde i børnehaven hele februar, hvis der ikke dukker noget andet op.

Siden sidst... GLÆDELIG JUL OG HÅBER I HAR HAFT ET SKØNT NYTÅR

Jeg har nydt det med familie og venner. Ganske stille og roligt.

Og lige for tiden (ja se ovenstående) går Hans Jørgen til eksamener. Den stakkel. Det glæder vi os til er vel overstået, så vi kan få jaget stressen ud af huset! 1 ud af 5 er bestået, så nu mangles der bare svar fra de sidste. Vi beder en stille bøn!

Jeg vil gerne lige sige tak til jer, som gider at kommentere på mine indlæg, det er nu så hyggeligt.

Det blev lige lidt siden sidst, og så en god weekend til alle!!

He he

Ej nu kom det til at se ud som om, at det er mig titlen på forrige indlæg handler om... det er det jo som sådan ikke... hihi!!!

Hvad skulle verden gøre uden...?

Et fantastisk foredrag med Johannes Møllehave om Kierkegaard og Grundtvig. Så fyldt af filosofier om livet og det at være menneske... Jeg har de sidste dage ikke kunnet lade være at tænke på, hvor mange mennesker af os, der går og spekulerer og bekymrer sig om, hvad der er efter livet. Og bekymringer om alt muligt mellem himmel og jord. Som J. Møllehave udtrykte det, så er det jo nu vi lever, og det skal vi huske, og udnytte det. Vi kan ikke gå og vente på, at i næste uge vil jeg gøre dit, og når jeg får en bil vil jeg gøre dat... nej vi må leve mens vi er her. Tænk, den dag det jordiske liv ikke tildeles os mere, at vi så skulle ærgre os over ikke at have gjort dit og dat. Faktisk, så giver denne ide om livet mig en indre fred. Det giver pludselig plads til at gøre ting udfra lystbetonede interesser. Og at kunne glemme lidt, hvad andre mennesker forventer af mig er en fryd.

Og er det ikke bare fantastisk at tænke på, at den tid vi har her på jorden, den bestemmer vi selv hvordan vi vil udfylde. Der er 100.000.000'er muligheder :)

Somme tider kan disse store filosoffer være med til at sætte tingene i et lidt andet perspektiv.

Sidste etape

Ja så er det seriøst ved at være sidste etape for nu i det danske uddannelsessystem. Synopsen er afleveret, så nu mangler bare eksamenen på mandag, og dermed skulle en ny etape gerne begynde.

Hovedet er ved at være brugt op for nu, men en sidste energi skal gerne findes frem... Det store spørgsmål er så bare, HVORDAN?

Samtidig med en etape der afsluttes, begynder jo altid en ny. Det er fascinerende, men måske også lidt skræmmende. Men mest glæder jeg mig nu.

Tingene i min lejlighed er ved at være pakket i kasser, så nu er det til at se, at jeg om en uges tid gerne skulle have ny adresse.

Jeg flytter sammen med Hans Jørgen og vi glæder os begge til at afprøve den del af forholdet, men når alting indtil nu er fryd og gammen, ja hvorfor skulle det så ikke gå fremragende.

Jobsøgningen er også igang. Og der er da noget at søge, men lidt kritisk er jeg jo, så indtil videre satser jeg på vikartimer på NDA og i børnehaven. Så må vi se hvad det bringer med sig.

Optimismen er her, og så er det jo bare minga sjovt og spændende at høre startskudet til en ny etape i livet. Men først mandag...

Den kritiske læser

Hey all!

Jeg læser for tiden den her andagtsbog "Gud skal man ikke grine af" af Julia Cameron. Som en rimelig ihærdig læser støder jeg også til tider på noget ikke så interessant læsning. I forhold til denne andagtsbog må jeg indrømme, at jeg er noget splittet. Jeg havde egentligt valgt, at den bare skulle kyles ud til Madam Skrald (hvilket absolut ALDRIG tidligere er sket for mig med en bog). Alligevel var der noget der fik mig til at beholde. Af flere grunde har den provokeret mig. Der er holdninger, som jeg ikke er enig med hende i, men det mest irriterende er, at hun bare i frygtelig mange af andagterne er så pokkers negativ. Ind imellem popper der så noget dejligt hverdagsrelevant op.

I dag har jeg læst om undskyldninger. Det er, som hun skriver, skønnere at have det RART end at have RET. Mange gange i vores liv og hverdage står vi i situationer, som går lidt i hårdknude. Den ene negative kommentar, fremprovokerer en ny. Hvor mange gange er det ikke tilfældet, at med et undskyld, kunne man have løst situationen, og man kunne måske i stedet have smilet til hinanden.

Eks fra bogen:

"Undskyld" sagde jeg til sekretæren, hvis arrogance havde fået mig til at miste besindelsen, "det var ikke min mening at være så irritabel." Til min forbløffelse blødte det sekretærens hovne attitude op. "Jeg har lige slået op med min kæreste," betroede hun mig.

Anmærkningen forsvinder, når vi siger undskyld, og til gengæld forsvinder tit endnu en anmærkning... Det er da værd at tage med sig ud i livet. Hvor mange konflikter kan undgåes med et undskyld?

Vadesteder

Vadested; et sted i en å eller en flod, hvor bunden hæver sig, så dyr og mennesker kan passere over!!!

Hvor tit står vi mennesker i vadesteder? Og er et vadested egentligt et sted/tidspunkt, hvor man føler, at man kan mærke bunden under sine fødder? Jeg er ikke sikker! Kapitler bliver afsluttet i livet, og hvad kommer der så derefter...

Vi står alle i vadesteder igennem livet, hvorfra livet kan beskues uden en følelse af, at være comitted. Og hvad er det så, dette vadested gør ved os!?!

Jeg kan da godt mærke, at som afslutningen af denne studietid (for man ved jo aldrig, om det bliver den sidste) nærmer sig, begynder en rastløshed at melde sig. Der skal snart ske noget nyt, men hvad og hvornår? Samtidig med at jeg skal til at tænke på nye steder at udfolde mine pædagogiske evner og skal tage mig sammen til at indgå i nye sociale grupper, ja så melder der sig jo en mulighed for, at udforske hvad der er af muligheder. Jeg tror, at der er flest muligheder, men det er måske også dem, som gør det hele lidt uoverskueligt. For nu er der jo så meget, der kan være spændende. Daginstitution, døgninstitution, specialskoler, missionær arbejde... ja hvad er grænserne egentligt... og hvem sætter dem...

Alt i alt, pyyyha en masse muligheder for udfordringer. Det er jo bare gå igang... et sted!! og HUSK, det ukendte er ikke farligt (...tror jeg ikk)